Schmeichel-gruppen og Brøndby IF kunne ikke blive enige på mandagens møde. Bjerregaard og co. kunne ikke træffe en beslutning, sagde en skuffet Schmeichel.
Det var en lettere skuffet Peter Schmeichel, der trådte ud af mødelokalet på Brøndby Stadion mandag middag.
Efter mere end to timers møde med bestyrelsesformand Per Bjerregaard og flere repræsentanter for bestyrelsen, kunne den tidligere topmålmand og hans investorgruppe ikke blive enige med Superligaklubben om et samarbejde.
- De sagde, at de ikke kunne tage stilling på nuværende tidspunkt. Så ja, jeg er lidt skuffet, sagde Peter Schmeichel umiddelbart efter mødet.
Det er slut nu
I følge den tidligere Brøndby-målmand havde Superligaklubbens ledelse en plan på kort sigt, mens investorgruppens plan var på noget længere sigt. De to planer kunne tilsyneladende ikke nå hinanden.
- Vores tilbud udløb fredag, så nej, der kommer ikke flere tilbud fra vores side. Men nu må vi være realistiske. Det er en stor sag, vi er kommet med. Der skal tages beslutninger, der er gennemgribende. Det sker ikke over en weekend. Men jeg glæder mig over, jeg har gjort et forsøg, sagde han og fortsatte:
- Det er slut nu. Jeg skal lave landskamp i denne uge for TV3. Det kan være, der er sat noget i gang herude. Jeg ved ikke, om der sker noget om et halvt år. Men lige nu er det overstået for mit vedkommende.
Peter Schmeichel håber, at han med sit tilbud på 250 millioner kroner har skabt grobund for en udvikling i 'den rigtige retning', som det blev formuleret.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar